Korets udgangspunkt er den ældre europæiske kirkemusik fra renæssancen og barokken, men sideløbende fordyber koret sig også i et varieret udvalg af nyere værker og moderne musik. I nyere tid har koret af større værker opført Bach’s H-mol-messe, Johannespassionen og Juleoratoriet, Händels Messias, Buxtehudes Membra Jesu Nostri, Monteverdis Mariavesper. Herudover er repertoiret fyldt med værker af Thomas Tallis, Henry Purcell, H. Schütz, Carl Nielsen, Benjamin Britten, Vagn Holmboe, Maurice Duruflé, Eric Whitacre….og mange mange flere!
Graabrødre Kammerkor har koncerter hele året rundt, men af forskellig karakter
I årets første måneder arbejder koret som regel frem mod et større projekt som afholdes omkring påske. Om sommeren tager koret på en kortere eller længere koncertrejse i enten Danmark eller udlandet. Om efteråret afholdes der igen koncerter af forskellig art inden fokus rettes mod julen fuld af tradition og stjerneskud.
Utraditionelle musikalske oplevelser
Koret bestræber sig hele tiden på at udvide både publikums og sangernes musikalske horisont. Ved at udarbejde nye koncertformer og utraditionelle opstillinger, får publikum en anderledes musikalsk oplevelse, hvor der ofte også er fokus på formidlingen af musikken.
Udgivelser
I 2022 udgav koret “Sange fra et spættet lyshav” med musik skrevet af korets tidligere dirigent, Egil Kolind, og tekst af Marie Priem. Find hele udgivelsen på din musiktjeneste.
I 2016 udgav koret Vagn Holmboes “Sange mod Vårdybet”. Find udgivelsen på din musiktjeneste.
I 2009 udgav koret CD’en If ye love me med musik af Thomas Tallis og Henry Purcell.
I 2005 udgav koret Jeg gik mig ud en sommerdag, som er en CD med danske sange.
Foruden egne CD-udgivelser har koret medvirket på følgende indspilninger fra Holmens Kirke: “Toner fra Holmens Kirke, 25 kendte danske salmer” samt “Salmemelodien er af Thomas Laub“.